FELIX

 

Hilsner og billeder fra prins Felix bliver lidt anderledes opbygget end de andre kulds, af den ene grund at han var enehvalp.

 

 

Anne-Vibeke og Felix var med til kenneltræf 2015. 

En lille historie fra Felix og Anne-Vibeke oktober 2014:

Kære Connie og Knud!

 
Felix og jeg er lige vendt hjem fra en dejlig tur. Solen skinnede, men det regnede også lidt! Mærkeligt.
Vi gik op til bronzealderhøjene, som ligger på en indhegnet mark. Da vi kom indenfor, slap jeg ham fri. Der går nogle får, der holder sig i det ene hjørne, og Felix har ikke tidligere ænset dem.Men i dag sprang han som en hjort lige ned til dem, afslørede et hyrde-gen og hyrdede de 17 får rundt på marken. Jeg var nødt til at søge ly mellem grenene på et forkrøblet træ, af angst for at blive løbet over ende. Lidt flov over min hund fik jeg ham i snor, undskyldte overfor fårene, og gik udenfor indhegningen. Men sjovt nok nærmede fårene sig ligeså stille i ryk. Om det nu var fordi min orange regnfrakke ligner den, som ham der giver dem mad går i, eller de lige ville sige tak til deres nye fitness-instruktør, ved jeg ikke.
Desværre fik jeg ingen billeder, men der er altså mere i ham end alarmhund! 

Felix 4 år.
2 billeder kom i formiddags med billeder af den kongelige fødselar

Min første uge med hans kongelige højhed prins FELIX

 

Tirsdag den 1.juni oprandt den store dag, hvor Connie og Knud samt prinsens mor Bianca ville komme og overgive Felix til et liv i Højbjerg.

 Det var en festdag og solen skinnede for første gang i lang tid. Vi kunne sidde ude i haven og ordne formalia, mens Bianca inspicerede sønnens nye domæne med Felix i hælene.

Det viste sig at være en rigtig god ide, at Felix blev afleveret (noget der vil være meget krævende med et kuld på 7, men  en enebarns-fordel) og ikke hentet, for da familien fra Ørting tog afsked, lå prinsen bare i skyggen og iagttog farvel-halløjet. Og der har intet piveri været overhovedet.

To brædder blev straks etableret fra terrassen ned på græsset, og han gik straks op og ned af dem, som en rigtig cirkushund.

Første nat gik uden problemer, han sov i sit bur indtil det blev for varmt, så lidt rundt omkring på gulvet, vi var oppe og tisse en gang, og da han havde sovet 5 timer i streg, blev han bare helt ellevild da han opdagede, at jeg stadig var i rummet.

 

Onsdag d.2juni var jeg nødt til at gå til et lille møde. Så på med den afrikanske kurv, hvor han kan sidde trygt på min mave, og af sted til byen med bussen. Han sov under hele mødet, og tog sig igen en skraber, da vi kom hjem.

 

Torsdag d. 3juni  gik vi en lille tur op til dyreklinikken. Han bakker ind i den nærmeste hæk, når der kommer en bil, men så snart den er væk, er han fuld af gå-på mod. Om aftenen hentede jeg min søster og hendes 2 drenge på 13 og 10 år på banegården. Nu blev der liv og glade dage, hold fast hvor han nød de drenges selskab.

 

Fredag d.4juni var alle drengene og mor her på stranden og ude at købe ind, mens søster var til teatermalertræf . Drengene skiftedes til at sidde foran i bilen med Felix i kurven, og det gik helt fint. Vandet og kondiløberne på stranden var dog lidt farlige!

 Senere skulle mine nyplantede træer  have 2 spande vand , og det var noget der passede prinsen. Så kunne man rigtig pjaske og grave i mudder.

Han blev så beskidt, at vi lukkede terrassedøren indefra, men det tog han med ophøjet ro, og lagde sig og kiggede ud over haven. Da vi havde vasket op, kom han i køkkenvasken og det nød han.

 

Lørdag d.5.juni tog vi alle på Ingerslevs torv for at købe planter til krukkerne. Den ide var vi ikke de eneste der havde fået. Men som Felix dog blev beundret. Der blev dikket og kælet, og det lykkedes ham oven i købet at få en fræk aftale. En dame, der stod og solgte asters bad om hans telefonnr., for hendes datter havde kort forinden fået  Luna fra Lolland, og når hun skulle have hvalpe, kunne den venlige dame da ikke forestille sig nogen smukkere far end …you know who!! På vej tilbage til bilen vrimlede det pludselig med politi, dernæst mange fantastisk flotte heste med uniformklædte ryttere af begge køn, så vi stoppede op og vinkede til den åbne karet. Det var vel passende, at prinsen hilste på dronningen. Behøver jeg at sige, at han tog sig  en ordentlig morfar, da vi kom hjem.

 

Søndag d.6.juni var det jo hans 2 mdr.´s fødselsdag, og det fejrede vi med en spadseretur til vandet.. Han elskede at gå i skoven, og havde jeg ikke tvunget ham til at sidde i kurven med jævne mellemrum, havde han løbet hele vejen ned til stranden.

Kl.14.30 kørte vi søster og ungerne til Københavner-bussen, og turen hjem i bilen, alene med mig gik fint, han lægger sig simpelthen til at sove.

 

Mandag d.7.juni. Vi er ikke rigtig begyndt at øve alene-hjemme. Men fra tid til anden går jeg i kælderen, eller ovenpå, og forlader ham med et muntert : jeg kommer igen. Første gang jeg skulle i bad, tog jeg ham med op på badeværelset, og han gik straks ind under bruseren til mig. Mandag gik jeg alene i bad, mens han småsov og legede nedenunder, og var vel ”alene hjemme” i 20 min.

Om eftermiddagen gik vi det meste af vejen til dyrlægen, som sagde, at han var fin, begge testikler er faldet ned, heller ikke han kunne finde chippen, og Felix fik sin første vaccination. Den gjorde ham ganske rigtig meget træt. Om aftenen var vi inviteret til middag hos Astrid i Åbyhøj, og det forløb fint han sov meget og tissede lidt på hendes gulv. Ingen problemer med at køre i bil, heller ikke alene.

 

Nu er det så tirs. d.8.juni, vi har været ude at gå, og i Brugsen, hvor man jo ikke må medbringe hunde. Men som den cirkushund han er, stikker Felix hovedet ned under kurvekanten, hver gang en rødklædt brugsmedarbejder nærmer sig. Jamen hvordan skal jeg ellers få købt ind!!!!?

Så kom Chip-Solvej, som heller ikke kunne lokalisere den første chip. Jeg bevæbnede mig med et par tørrede pølser, for de havde dagen før bevirket at Felix ikke opdagede, at dyrlægen stak ham, men han skreg, dog ikke så meget som første gang, bedyrede Solvej.

 

Han er tillidsfuld, tryg og glad og rigtig god til at underholde sig selv. Og fuld af spillopper. Hvis han kan se sit snit til at snuppe enden af wc-papiret og løbe ind i stuen, så er det jo herligt. Han er endnu ikke blevet perlevenner med katten, sådan en 16-årig dame bryder sig ikke om, at en uldtot gør ad hende!

 

 

Der er flere billeder rundt om på siden af Felix bla under kenneltræf 2012. Han bor nu i København og en dag på gåtur møder han en anden japansk spidshan. 
Anne-Vibeke og den anden ejer snakker selvfølgelig med hinanden om deres fine hunde og hov det viser sig han er Enzo, halvbror til Felix. Han er fra Biancas første kuld.