RANGORDEN OG KONFLIKTLØSNING
Fra HundeNyt nr. 3

For at en flok skal kunne fungere, kræver det en form for organisation. Hvis alle flokmedlemmer satte vidt forskellige aktiviteter i gang på samme tid, var der aldrig noget, som blev til noget.

Rangorden er én måde at organisere en flok på: Når der er konkurrence om en ressource som for eksempel mad, kan man forestille sig flere måde at løse problemet på. Dyrene kan slås, så blodet fylder, og den, som vinder, får maden. Men det er en dårlig strategi, da der i en flok er brug for alle. En anden løsning er derfor at lade det være forudbestemt, hvem der har førsteret til ressourcen eller til at tage initiativer i bestemte situationer - at have en rangorden.

Ulven er organiseret i et såkaldte lineært rangordenssystem. Øverst er den ulv (alfa-ulv), som er over alle de andre. På næste trin af stigen står beta-ulven, som er over alle de andre undtaget alfa-ulven og så videre. Ulve har selvstændige rangordenssystemer for hanner og hunner - der findes altså både en alfa-hanulv og en alfa-hunulv. Disse rangordenssystemer er kun for de kønsmodne dyr. Hvalpe og ungulve har deres egen rangorden, som omfatter begge køn. Da man som en del af den selektive avl fra ulv til hund sandsynligvis har udvalgt de mest 'hvalpede' dyr, kan det være en af grundene til, at man hos vores hunde ikke altid ser en stringent kønsopdelt rangorden.

En ulvefloks alfa-parret er som regel det oprindelige forældrepar. Det kan dog ske, at en alfa-han holder op med at parre sig med alfa-hunnen og overlader den rolle til en lavere rangerende han. Han fortsætter dog med at lede de fleste af flokkens andre aktiviteter.

Hverdagen i flokken er præget af ro og harmoni - og ikke, som det ofte fremhæves, af konflikter og 'hakkeorden'. Rangorden er jo netop til for at holde ro i flokken og undgå konflikterne. Det er som regel kun omkring hunnernes løbetid eller i perioder med manglende mad, at der opstår større konflikter, og rangordenen bliver tydelig. De fleste af dagligdagens små skærmydsler løses ved hjælp af kropssprog og mimik. Hvis det ikke lader sig gøre, vil et højere rangerende flokmedlem fysisk stille sig imellem de to stridende parter og blive stående indtil der er ro igen.

Vores hunde bruger stadig det at 'gå imellem', når de løser konflikter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse set med hundens øjne er en aggressiv handling, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux. Vi kan også bruge det at 'gå imellem', når vi skal løse konflikter med vores hunde. Du kan 'gå imellem', hvis din hund bliver ved med at ville grave i en potteplante, eller hvis den har en konflikt med en anden hund. Risikoen for at blive bidt er forsvindende lille - langt de fleste hunde forstår øjeblikkeligt betydningen. Prøv at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at 'gå imellem'.

Pinning er en anden måde at irettesætte på. Det foregår ved den ene ulv tager et løst greb om den andens snude med tænderne og holder fast, indtil den anden igen forholder sig rolig. De ældre dyr bruger også pinning, når de irettesætter hvalpene. Når hvalpen irettesættes sådan, er det hvalpen selv, som kaster sig ned på jorden og rundt på ryggen, mens den skriger himmelhøjt. Det er ikke den ældre, der smider dem ned og påføre hvalpen store smerter. Hvalpen har igennem leg med dens søskende lært, at når noget gør ondt, skal den bare skrige, så stopper den anden, og smerten forsvinder.

Ældre ulves og hundes omgang med hvalpe er desværre meget misforstået. Nogle af de 'gode' råd, du kan høre rundt omkring, går på, at man skal kaste sin hund ned på ryggen og holde fast, til den 'giver' sig, fordi sådan gør hundemoderen. Eller at man skal ruske hunden i nakkeskinnet, fordi sådan irettesætter hundemoder sin hvalp. Men det eneste tidspunkt, en ulv rusker noget i nakkeskinnet, er, når den dræber et mindre byttedyr. Et andet 'godt' råd siger, at man skal bide hunden i øret, også her er begrundelsen, at sådan gør hundemoderen. Den svenske hundepsykolog Anders Hallgren har imidlertid lavet en undersøgelse, hvor han blandt andet indsamlede oplysninger fra forskellige kenneler om, hvordan deres hunde irettesatte hvalpene. Den undersøgelsen viste, at hundemoderen stort set kun benytter sig af pinning, når hun irettesætter - og det foregår helt uden nogen former for vold eller fysisk smerte. Hermed håber jeg at have tilbagevist nogle af de mange fejlagtige skråner, som desværre stadig florerer.

HVAD ER EN GOD LEDER?
Fra HundeNyt nr. 4

Begrebet lederskab bruges ufattelig meget i hundekredse i disse år. "Du har et dårligt lederskab over din hund." "Du skal vise din hund, hvem der bestemmer". "Du skal vinde hver enkel situation." "Med lidt fast hånd kan du hurtig fjerne problemet." Sådan kunne nogle af de 'gode' råd om, hvordan man styrker sit lederskab over hunden, meget vel lyde. Mange forklarer nemlig lederskab med, at ejeren skal være den største, stærkeste og mest dominerende. Men er det overhovedet lederskab?

Du kan selv regne svaret ud ved at forestille dig, hvilken type chef du ville respektere mest og arbejde bagdelen ud af bukserne for? Er det chefen, som altid dominerer dig og skælder og smælder og griber dig i kravetøjet, når du begår en fejl? Chefen, som tager æren for dit arbejde, og som ikke viser forståelse for dig og den person, du er? Chefen, som fuldstændig overhører dig, når du forsøger at fortælle noget? Eller er det en chef, som støtter dig i dit arbejde, bakker dig op, uddeler ansvar og viser dig tillid? Som roser dig, når du har lavet et godt stykke arbejde, men som selvfølgelig også retter dig, når du begår fejl, men gør det med respekt og forståelse for din person?

Den først cheftype tror jeg, at de færreste vil respektere. Mange vil nok være bange for vedkommende, men angst har intet at gøre med respekt. Jeg tror, at medarbejderne under denne chef er meget modvillige og kun lige yder det stykke arbejde, som nu engang skal gøres. Enkelte vil forsøge at kravle højere op hierarkiet - over chefen, mens andre nøjes med i det skjulte at benytte enhver lejlighed til at stille denne chef i et dårligt lys over for andre. Medarbejderne vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de ikke føler, de har andre muligheder. De er måske bange for at blive arbejdsløse, at de ikke kan få en lige så god løn et andet sted osv. Men de kunne aldrig drømme om at omgås hinanden i fritiden.

Hunde er faktisk slet ikke så forskellige fra mennesker på det område. Ikke desto mindre opfører mange hundeejere sig som den dominerende chef over for deres hunde. Sandsynligvis fordi sådan har den gængse opfattelse af hundeopdragelse altid været - og er desværre stadig. Man skal tale hårdt til hunden for at få den til at høre efter. Mænd er bedre til at være flokledere end kvinder, fordi de har en dybere stemme og er fysisk stærkere. Men hvordan er denne opfattelse i det hele taget opstået?

En del af forklaringen findes i de såkaldte rangordens-eksperimenter. Disse forsøg gik ud på, at forskere spærrede nogle dyr inde på et meget lille område uden mulighed for at flygte. Så observerede de, hvordan rangordnen blev etableret. Man undersøgte bare ikke, hvad der skete, hvis lågen bliver åbnet. Ville dyrenes så stadig holde sammen, eller ville de gå hver til sit? Dette spørgsmål er faktisk helt centralt. Præcis som på en arbejdsplads kan man skabe en rangorden blandt dyr, der aldrig af fri vilje ville leve i flok, ved at spærre dem inde i et bur. Her er resultatet, at den største og stærkeste ender øverste i rangordnen.

Rangordens-eksperimenterne har været med til, at der er blevet sat lighedstegn mellem udvikling af rangordens-systemer og dannelse af en flok. Resultaterne af forsøgene er ofte blevet præsenteret på en sådan måde, at dyrenes aggressioner er kommet alt for meget i centrum. Det har ledt til, at mange uden for de videnskabelige kredse har fået et forvrænget billedet af, hvordan rangordens-systemer opbygges.

BLIV EN GOD LEDER
Fra HundeNyt nr. 5

Når vi taler om lederskab, er det vigtigt at skelne mellem træning og daglig omgang. Træning er, når du lærer din hund at komme på indkald, at sidde, at gå spor osv. Træningssituationen har intet at gøre med lederskab. Ingen hund gør noget, fordi vi har lederskab over den. Hunden gør det, som betaler sig for den. I træning drejer det sig om indlæringspsykolog. Her lærer hunden, at en bestemt adfærd fører noget godt med sig (godbidder, ros, leg m.m.), eller gør, at hunden slipper for noget ubehageligt (skæld ud m.m.).

Lederskab er et adfærdsbegreb, som har at gøre med det sociale liv i flokken/familien og forholdet mellem flokmedlemmerne. I en ulvefloks dagligdag har lederskabet en meget vigtig funktion. Flokkens aktiviteter skal nemlig samstemmes. Ulvene skal for eksempel hvile på samme tid, så alle er friske, når de skal på jagt. Hvis kun halvdelen af flokmedlemmer er udhvilet til jagten, er der en stor risiko for, at jagten mislykkes. Denne adfærd ses meget tydeligt hos vores hunde. Når hvalpen er omkring 6-9 måneder, begynder den at afstemme sit aktivitetsniveau med resten af familiens. Når vi er aktive, er hunden også aktiv. Når vi hviler, gør hunden det også.

De vigtigste lederegenskaber er at sætte elementære grænser, at tage initiativer til aktiviteter og afslutte dem og holde ro i flokken. I ulveflokken ses dette tydeligt under jagten, ved vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet. Her det oftest alfadyret, som tager initiativet, men ikke altid. I en ulveflok er det nemlig ikke et og samme individ, som tager alle beslutningerne.

Det enkelte individ gør kun, hvad der bedst kan betale sig for den. Hvis floklederen finder ud af, at det bedst kan betale sig at følge et initiativ fra et flokmedlem, som for eksempel er ekspert i at fange et bestemt bytte, så gør den det. Forskellige medlemmer af flokken kan altså tage initiativet i forskellige situationer. Lederen er dog den, som tager de fleste initiativer. Alfadyret er ofte ældre og mere erfaren end de andre, og har derfor større mulighed for at lede de andre til positive oplevelser.

En anden meget vigtig funktion for lederen - for ikke at sige et krav - er at holde vagt og forsvare flokken. Lederen skal jage fremmed ulve, bjørne o.l., der udgør en fare mod hvalpene, væk og skabe tryghed omkring sig. Så er det, man kan spørge: hvor gode er vi mennesker egentlig til det? Vi lader hunden være alene i haven og råber og skriger af den, når den gør af dem, som passerer havelågen. Vi efterlader små hvalpe uden for butikkerne, mens vi køber ind. Vi anskaffer os hunde, fordi vi er bange for at være alene hjemme eller gå i mørket. Alt dette passer meget dårligt ind i vores rolle som leder af flokken. Vi overlader et ansvar til hundene, som egentlig tilhører os.

Hvor effektivt forsvar af flokken egentlig er som lederskabsøvelse, oplevede jeg med min gamle sct. bernhardshund. Han brød sig ikke om andre hanhunde. Ikke at han kastede sig frådende over dem. Men kom de for tæt på, jagede han dem væk. Da jeg fik min anden hund, - en hunhund - kom der løbetider ind i billedet. Jeg gik med begge hundene løse trods løbetiden, da det aldrig gav hverken mig selv eller andre problemer. Af og til hændte det, at en hanhund kom for tæt på min hunhund, og jeg var nødt aktivt at holde den væk. Min hanhund, som jeg forventede, ville være mere aggressiv, når hans hunhund var i løbetid, opførte sig tværtimod eksemplarisk. Forklaringen var naturligvis, at jeg endelig tog det ansvar, han forventet af mig som leder.

At være flokleder handler altså ikke om at gå brutalt til værks og vise sin hund, hvem der bestemmer. Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken snarere end at samle den. Jo mere aggressivt man optræder, jo større bliver afstanden både fysisk og psykisk. Under naturlige forhold vil en sådan adfærd hurtigt føre til flokkens og dermed ens egen udslettelse. En god leder er derimod den, som sætter aktiviteter i gang og afslutter dem, som holder ro i flokken, opstiller elementære regler for god opførsel og skaber tryghed omkring sig. Lederskab handler altså om samarbejde, problemløsning, sammenhold og stabilitet.

STATUS I FLOKKEN
Fra HundeNyt nr. 6

Ulvene bruger en del af deres tid på at beholde eller højne deres status i flokken. Selvom rangordnen er bestemt på et tidligt tidspunkt, kan den ændres. Ændringer i rangordnen er mest iøjefaldende, når flokken mister et medlem, eller hvis det lykkedes en fremmed ulv at slutte sig til flokken.

Den mest almindelig måde at hævde sin rang på er gennem kropssproget. Når en ulv møder et flokmedlem med en lavere rang, passerer den overlegne ulv den anden med rejste ører, høj haleføring og vægten lagt på forkroppen. Den anden ulv viger for den og viser et underlegent kropssprog: ørene tilbage, lange mundvige, lav haleføring, undgår direkte øjenkontakt m.m. Alvorlige slagsmål er ekstremt sjældne. En af rangordnens vigtigste funktion er jo at hæmme og dæmpe aggressionerne i en flok. Alle kender hinanden og ved på forhånd, hvem der viger for hvem.

Ulven hævder også sin status gennem tilfældige forbud. Med et fast blik eller en knurren kan den forbyde andre at tage et bestemt ben, gå hen til en bestemt plads mm. Efter et stykke tid går den derfra og virker helt uinteresseret i, at en anden tager benet eller den forbudte liggeplads.

En måde at øge sin status på er at forsøge at tage initiativer. Jo flere gange en ulv får flokken med sig, jo højre rang opnår den. Tænk over det, næste gang du pr. automatik gør noget for din hund. For eksempel åbner døren, når den skraber på den for at komme ud eller giver den mad eller klap og kæl, fordi den gør eller piver.

Ændringer i hundeejerens familie som for eksempel, at der kommer et barn, en ny kæreste, hund e.l., kan føre til, at hunden forsøger at øge sin status i flokken. Også konflikter som skænderier kan få hunden til at forsøge sig. Fortæl lige det til din mand/kone eller kæreste. Og tænk over det, næste gang I har skændtes, og hunden så ikke vil komme, når der bliver kaldt på gåturen.

Problemer af den art løses IKKE ved at hævde sin dominans gennem aggressivitet. Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken. Problemet løses ved at øge styringen af hundens aktiviteter. Tag initiativ til kontakt, til leg, til at lave sjove cirkuskunstner, lukke hunden ud i haven, når du vil - ikke når den plager mm. Det er også vigtigt, at du handler på samme måde hver gang, er vedholdende, afdæmpet, rolig og velafbalanceret.

Du skal ikke fuldstændig fratage din hund retten til at tage initiativer - det er unaturligt. Giv den i stedet nogle acceptable roller. Hvis din hund gør foran døren, når der kommer fremmede, så lær den kun at gø for eksempel to gange. Det er ingen god løsning fuldstændig at fjerne en adfærd, som er naturlig (hunden gør for at gøre flokken opmærksom på, at der er fremmede, som trænger ind på territoriet), eller som hunden er meget motiveret for at udføre. Giv i stedet den uønskede adfærd en acceptabel form.